Rottebekæmpelse i Vesthimmerland

Publiceret 01-10-2021

I de næste måneder vil Vesthimmerlands Kommunes rottebekæmpere udføre de årlige lovpligtige tilsyn.

Rotte

Tilsyn af relevante ejendomme

Relevante ejendomme i landzone og byzone vil få besøg af kommunens rottebekæmper, og bekæmpelse vil blive foretaget hvor der er rotter. Der vil også ske kommunalt tilsyn på ejendomme med sikringsordninger. Ejendommen gennemgås ved tilsynet sammen med ejer, lejer eller dennes repræsentant. Hvis der findes spor af rotter, igangsættes bekæmpelse på ejendommen med det samme.

Hvis du ikke er hjemme

På ejendomme hvor der ikke træffes nogen hjemme, vil tilgængelige udendørsarealer blive undersøgt for rottespor og rottebekæmperen vil lægge en seddel i din postkasse om tilsynet og evt. spor af rotter.

Rottebekæmpelse

Rottebekæmpelse sker ellers kun efter anmeldelse af rotter til kommunen. Det er alle borgeres pligt at anmelde enhver forekomst af rotter til kommunen.

Rottebekæmpelse skal udføres af autoriserede personer

Vi gør opmærksom på, at kun autoriserede personer eller personer, der er undergivet en autoriseret persons instruktion og arbejder på dennes ansvar, må bekæmpe rotter med kemiske midler. Derfor må der ikke udleveres rottegift til borgere.