Frivillig Fredag i Vesthimmerland

Publiceret 21-09-2023

Fredag den 29. september bliver en fest for de vesthimmerlandske frivillige. Vesthimmerlands Kommune markerer den nationale frivillighedsdag med et arrangement i Lanternen i Løgstør med deltagelse af over 200 af kommunens mange frivillige.

Frivillig Fredag skal ses som en anerkendelse af det enorme frivillige arbejde, der udføres i Vesthimmerland.

I forbindelse med markeringen af Frivillig Fredag uddeles kommunens Frivillig-, Fritids- og Unglederpris. Det er Frivilligrådet og Fritidsrådet, der behandler indstillingerne og udvælger prismodtagerne.

Indstillinger til Frivilligprisen

  • Ulrik Holm der via sit mangeårige virke i Ranum Menighedsråd skaber fællesskab og bygger bro mellem mennesker samt udfører praktiske opgaver.
  • Kenneth Rune Wolff for sit virke og store engagement i Godt Krams Venner, der hjælper udsatte borgere i Vesthimmerland.
  • Minna Hansen for sit store engagement i Hjernesagen – med en baggrund som sygeplejerske skaber det tryghed og Minna er altid klar med en hjælpende hånd.

Indstillinger til Fritidsprisen

  • Jørgen Ørnskov for sit store engagement i foreningen Vandaksen.
  • Anitta Thyrrestrup for sin store indsats for LykkeLiga holdet i Aars, Aars HKs Superdogs.
  • Anne Grethe Sørensen for sin kæmpe indsats for håndbold i Gedsted og Fjelsø, hvor især børn har været omdrejningspunktet.
  • Karsten Rasmussen og ”Onsdagsholdet” som er frivillige pensionister, der mødes en gang om ugen i Løgstør Idrætsforening og udfører forfaldende opgaver som græstrimning, rengøring, pleje af bolde spillertøj mv.
  • Line Hansen for sit store engagement i Svømmeklubben Rask, hvor hun er formand.
  • Carina Kjær for sit store engagement i Aars Svømmeklub hvor hun bl.a. er daglig kontaktperson og SoMe ansvarlig.
  • Rikke Torp for sit store arbejde i Svømmeklubben Rask, hvor hun bl.a. var med til at genoprette klubben, samt står for at finde trænere og arrangere svømmestævner mv.
  • Morten Lyngby for hans store indsats i Farsø Flok og Trop, hvor Morten har været med i mange år. Morten er bl.a. primusmotor på sommerlejr.
  • Henning Larsen har været med i Aars Skakklub i over 50 år og har siden 1974 og frem til foråret 2023 været i bestyrelsen. Henning har også ydet en kæmpe indsats for Nordjysk skak. Ledere og bestyrelse ved FDF Salling for deres store engagement og evne til at skabe sammenhold og et godt læringsmiljø.
  • Line Hansen for sit mange årige arbejde for Gundersted IF hvor hun ad flere omgange har været bestyrelsesmedlem og i mange år har passet kiosken.
  • Lars Ole Skjønning for sit store arbejde med børn og unge i såvel Aars HK som Jysk Håndboldforbund.

Indstillinger til Unglederprisen

  • Frederik Handest har i mere end fem år ydet en frivillig indsts i Aars HK som ungtræner, dommer til ministævner og har deltaget i trænerkurser og er nu træner for klubbens LykkeLiga hold.
  • Emil Hansen er i år ungdomstræner for U13 piger i Løgstør HK her løfter han opgaven til stor tilfredshed. Desuden siger Emil aldrig nej til at hjælpe i klubben uanset opgaver, tidligt eller sent.

Udover prisuddeling byder dagen også på foredrag med Lisbeth Zorning Andersen underholdning af Sangkraft Vesthimmerland, spisning og sidst men ikke mindst en hædring af årets idrætsambassadører, som er en anerkendelse af de idrætsudøvere der har opnået en særlig titel eller mesterskab.