Sundhed kan være mange ting og findes i mange sammenhænge, og netop derfor er det intensionen at tænke sundhed bredt i planlægningen af Sundhedsugen. Det skal bl.a. gøres ved at invitere kommunens borgere til aktiviteter og arrangementer, som oplyser og inspirerer til at få en sundere livsstil.
Rammen er sundhed – kun fantasien sætter grænser
Programmet er ikke 100% køreklart, men intentionen og ambitionerne er der. Sundhedsugen skal byde på forskellige aktiviteter og arrangementer målrettet børn og voksne med sundhed som hovedfokus. Arrangementerne er ikke fastlagt endnu, men det forventes, at der arrangeres alt fra foredrag, åbent hus, konkurrencer, gåture, motion på kryds og tværs osv. Arrangementer, som både stables på benene af Vesthimmerlands Kommune, men også private, frivillige, foreninger og erhvervslivet. Derudover vil der blive afholdt et kickoff-arrangement lørdag 25. januar 2025.
Kort sagt: Rammen er sundhed, og derefter er det kun fantasien, der sætter grænser.
Der kommer mere information på denne side løbende.