Et skridt nærmere Svømmecenter Vesthimmerland

Publiceret 30-11-2020

Tre totalentreprenører er nu udvalgt til at komme med forslag til byggeriet af et nyt svømmecenter i Aars.

I Vesthimmerland vedtog byrådet i budget 2018 et nyt svømmecenter i Aars. Nu er det kommende byggeri så langt i processen, at der er udvalgt de tre totalentreprenører, som skal komme med et forslag til, hvordan det nye svømmecenter skal se ud.

De tre totalentreprenører var en del af et felt på syv totalentreprenører, som søgte om at komme i betragtning til at bygge det kommende Svømmecenter Vesthimmerland. De syv totalentreprenører blev vurderet ud fra flere kriterier bl.a. erfaring med bygning af svømmehaller og selskabets økonomi. De tre totalentreprenører, der blev vurderet bedst og dermed nu er kvalificeret til at komme med deres bud på byggeriet er:

  • C. Contractors
  • Thomsen Støtt/Enggaard
  • Sven Aage Christiansen

De tre ovenstående totalentreprenører tegner og beregner nu på hver deres første forslag til det kommende Svømmecenter Vesthimmerland, som de skal aflevere i januar 2021.

Udbuddet på Svømmecenter Vesthimmerland er opdelt i to runder således, at de tre totalleverandører indsender et første forslag i januar 2021. Det første forslag gennemgår derefter en høringsproces, der involverer følgende parter:

  • Kultur- og Fritidsudvalget
  • Styregruppen
  • Ældrerådet
  • Handicaprådet
  • Reference skoler
  • Svømmeklubben
  • Reference familier
  • Fritidsrådet
  • Interne afdelinger

Efter høringsprocessen vil der være en konstruktiv dialog med de tre udpegede totalentreprenører omkring tilretning af deres forslag. På baggrund heraf udarbejder de et endeligt forslag, som afleveres i maj 2021.

I forbindelse med udvælgelse af den totalentreprenører, som skal bygge det kommende Svømmecenter Vesthimmerland i Aars vil der i maj måned igen ske en høringsproces hos de samme grupper, der deltog i den første høringsproces.

Vi forventer, at den endelige totalentreprenører vil blive præsenteret i Byrådet den 17. juni 2021.