Den nye ældrelov er designet til at forbedre ældreplejen ved større selvbestemmelse til de ældre, mere tillid til medarbejderne og mere frihed til kommunerne til at tilrettelægge plejen efter lokale behov.
Målet er en mere fleksibel og borgernær ældrepleje med udgangspunkt i borgerens hverdag og behov.
Du skal ikke foretage dig noget
Du vil fortsat modtage samme hjælp som hidtil, og du behøver ikke foretage dig noget. Borgere, der før 1. juli 2025 er visiteret til hjælp, og som er over folkepensionsalderen og er berettiget til hjælp efter ældreloven, skal overgå til ældreloven senest 1. juli 2027.
Vesthimmerlands Kommunes Bevilling Voksen/Ældre vil kontakte dig.
Hvordan vil borgerne i Vesthimmerlands Kommune opleve den nye ældrelov?
Helhedspleje er en central del af loven. Det betyder, at den støtte i hjemmet, som du måske tidligere har kendt som hjemmepleje eller hjemmehjælp, bliver samlet i ét sammenhængende forløb, hvor vi ser på hele din situation – både praktiske opgaver, personlig pleje, træning samt de sundhedsfaglige indsatser (for eksempel hjælp til medicin eller kompressionsstrømper).
Helhedsplejen leveres af faste tværfaglige teams. Et team består typisk af social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter og ufaglærte, mens teamet har tilknyttet et fast team af sygeplejersker, en fast ergo- eller fysioterapeut samt en visitator.
Byrådet har den 19. juni 2025 godkendt forløbsmodellen for helhedsplejen i Vesthimmerlands Kommune. Du kan læse mere om vores forløb i nedenstående servicebeskrivelse (indsæt link til servicebeskrivelse i pdf).
Hvis du har spørgsmål
Hvis du har spørgsmål til hvad den nye ældrelov betyder for dig, er du meget velkommen til at kontakte Bevilling Voksen/Ældre.