Politik for udlån fra delestationer i Vesthimmerlands Kommune 

Delestationerne på Aars Bibliotek og Aalestrup bibliotek gør det muligt for borgere at låne forskellige typer udstyr – fra brætspil og køkkenredskaber til værktøj og små maskiner m.fl. Projektet drives af Vesthimmerlands Kommune som led i et EU-projekt om grøn omstilling og skal gøre det lettere for kommunens borgere at dele ressourcer og bruge ting, de kun har brug for en gang imellem, i stedet for at købe nyt.

Alle over 18 år kan låne fra delestationerne. Når du booker eller henter udstyr, registreres lånet i dit navn, og du accepterer de gældende vilkår.

Som låner skal du behandle udstyret med omtanke og aflevere det i samme stand, som du modtog det, så det kan komme videre til den næste. Hvordan du booker, anvender og afleverer udstyret, fremgår af de følgende afsnit i politikken.

Hvilket udstyr kan du låne?

Udstyret kan ses på udlånssiden, hvor du får et samlet overblik over alle de ting, der er tilgængelige. Her kan du se, hvad der er på lager, læse korte beskrivelser og vælge det, du ønsker at låne.

Alt udstyr, der stilles til rådighed gennem delestationerne, ejes af Vesthimmerlands Kommune.

Alt udstyr bliver gennemgået, rengjort og sikkerhedsvurderet, inden det stilles til rådighed for lånere.

Hvor finder du delestationerne?

Aars Bibliotek, Søndergade 24, 9600 Aars

Mandag – fredag

Åbent 07:00 til 22:00
Betjening 10:00 til 17:00

Lørdag

Åbent 07:00 til 22:00
Betjening 10:00 til 13:00

Søndag

Åbent 07:00 til 22:00
Betjening ingen

eller

Aalestrup Bibliotek Knabergaarden 4, 9620 Aalestrup

Mandag og Torsdag

Åbent 07:00 til 22:00
Betjening 10:00 til 17:00

Tirsdag, Onsdag og Fredag

Åbent 07:00 til 22:00

Betjening 13:00-17:00

Lørdag – søndag

Åbent 07:00 til 22:00
Betjening ingen

 

Sådan låner du udstyr fra delestationerne

For at benytte dig af delestationerne skal du oprette en bruger, bekræfte med email og verificere med kortoplysninger. 

For at dokumentere udstyrets stand anbefaler vi, at dy tager et billede/billeder inden du tager det med dig. Dette er med til at sikre, at du ikke kommer til at hæfte for slid og skader, som andre har påført udstyret før dig.

Lånetiden afhænger af udstyrets type og anvendelse. Lånetiden fremgår altid ved booking og på kvitteringen, når du afhenter udstyret.

Brug og sikkerhed

Hver genstand  giver dig adgang til brugsvejledninger, videoer og sikkerhedsinformation. 

Nogle genstande har særlige sikkerhedskrav, og alt elektrisk udstyr må kun anvendes af personer over 18 år. Hvis udstyret bruges af andre personer, er det stadig låneren, der har ansvaret for, at det sker forsvarligt.

Udstyret skal altid bruges til det formål, det er beregnet til, og brugsvejledningen skal følges nøje, så det anvendes på en sikker og ansvarlig måde. Udstyr, der kræver særlig forsigtighed, er tydeligt markeret med advarsler.

Som låner har du pligt til straks at give besked til via udlånessiden, hvis udstyret er beskadiget, ikke fungerer korrekt eller mangler dele. Du må ikke anvende udstyret, hvis det er beskadiget eller ikke fungerer korrekt.

 

Returnering

Udstyret skal afleveres rengjort og i samme stand som ved udlån. Alle tilhørende dele, kabler, manualer m.m. skal følge med.

For at dokumentere udstyrets stand anbefaler vi ved returnering at tage billeder af udstyret, inden endelig aflevering.

Du afleverer udstyret ved at logge ind på din bruger, vælge aflever, markere den genstand du vil aflevere, vente på at skabet åbner, placere genstanden i skabet og lukke efterfølgende skabet. Når afleveringen er gennemført, får du en kvittering for retur.

Hvis udstyret ikke er tilstrækkeligt rengjort, vil du blive opkrævet et fast gebyr for rengøring.

Hvis du afleverer udstyret for sent, vil du blive opkrævet et fast gebyr for den ekstra tid.

Gebyrer

Kommunen opkræver gebyrer i situationer, hvor der er tale om mindre misligholdelse.

Gebyrerne er faste beløb og gælder for alle lånere.

 

Slitage og skader

Når mange bruger de samme ting, vil der naturlidt komme lidt slitage. Små ridser og almindelige brugsspor er helt i orden og betragtes som almindelig slitage.

Skader der skyldes forkert brug, tab af dele eller overbelastning, betragtes som misligholdelse og kan medføre, at du skal betale for reparation eller erstatning.

Kommunen vurderer i hvert enkelt tilfælde, om en skade skyldes almindelig slitage eller misligholdelse. Kommunens vurdering er udgangspunktet for beregning af eventuel erstatning.

Hvis en genstand ikke bliver afleveret, betragtes det som grov misligholdelse, og du vil blive opkrævet den fulde genanskaffelsespris.

Erstatning

Ved misligholdelse kan kommunen kræve erstatning. Erstatningsbeløbet afhænger af skadens omfang og fastsættes altid ud fra, hvad det koster at reparere eller genanskaffe genstanden.

 

 

Ansvar og forsikring

Når du låner udstyr fra delestationerne, sker det på eget ansvar. Kommunen anbefaler derfor, at du har en privat ansvarsforsikring, som kan dække eventuelle uheld.

Udstyret må ikke viderelånes eller bruges til erhvervsmæssige formål. Ordningen er udelukkende til privat brug.

Vesthimmerlands Kommune sørger for, at alt udstyr er sikkert, funktionsdygtigt og rengjort, men kommunen kan ikke stilles til ansvar for skader på personer, ting eller ejendom, der opstår ved brugen.

Kommunen gennemfører jævnligt eftersyn af udstyret og registrerer vedligehold og kontroller. Udstyr, der er defekt eller usikkert, tages straks ud af brug. 

Kommunen hæfter ikke for indirekte tab, f.eks. hvis udstyret ikke virker som forventet, eller hvis låneren lider tab som følge af forsinket udlevering eller tekniske fejl.

 

Klagemuligheder

Hvis du er uenig i et gebyr, en erstatning eller en beslutning om låneret, kan du klage skriftligt til Vesthimmerlands Kommune inden 4 uger fra afgørelsen. Klagen behandles efter reglerne i forvaltningsloven.

Personoplysninger

Når du gør brug af delestationerne, giver du samtykke til, at Vesthimmerlands Kommune må behandle dine personoplysninger i forbindelse med udlånet. Behandlingen sker i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra a om samtykke.

Kommunen registrerer følgende oplysninger:

  • Dit navn
  • Køn
  • Dine kontaktoplysninger (e-mail, telefonnummer, adresse)
  • Kreditkortoplysninger
  • Hvilket udstyr du låner og i hvilken periode

Oplysningerne bruges til at administrere dit lån og til at sikre, at udstyret kan afleveres og vedligeholdes korrekt. Kommunen bruger også de indsamlede oplysninger til at evaluere projektet internt og i samarbejde med EU-projektet om grøn omstilling.

Du kan til enhver tid trække dit samtykket tilbage. Det kan du gøre ved at henvende dig skriftligt.

på mail faellesskabet@vesthimmerland.dk og bede om at få dit samtykke trukket tilbage.

At du trækker dit samtykke tilbage påvirker ikke lovligheden af den behandling, der allerede er foretaget. Tilbagetrækningen gælder kun fremadrettet.

Oplysninger, der ikke længere er relevante for udlånsprocessen, opbevares i op til ét år. Betalingsoplysninger opbevares i fem år i overensstemmelse med bogføringslovens krav. Data, der anvendes til statistik og rapportering, bliver anonymiseret, så enkeltpersoner ikke kan identificeres.

 

Læs mere om hvordan vi behandler din data: https://vesthimmerland.dk/om-kommunen/databeskyttelse