Lettere behandling til børn med psykisk mistrivsel

Er du forælder til et barn eller en ung, der har mange tanker og bekymringer? For ofte er ked af det eller viser andre tegn på psykisk mistrivsel? Så er vores åbne behandlingstilbud måske det rigtige for jer.

Hvis I bliver tilbudt et forløb i Lettere Behandling vil I og jeres barn modtage behandling hos én af vores psykologer med det formål, at dit barns psykiske mistrivsel mindskes. Behandlingen er gratis og tilpasses barnets problemstilling. Herunder kan du læse mere om forløbene, hvem der er i målgruppen for et forløb, og hvordan der ansøges hertil.

Tilbuddet er til børn og unge, som er i psykisk mistrivsel. Tilbuddet gælder børn og unge fra 5 til 17 år, som bor i Vesthimmerlands Kommune.  

Tegn på mistrivsel kan være, hvis barnet eller den unge eller forældrene kan genkende en eller flere af disse situationer:

  • Har svært ved at udføre de aktiviteter, som jævnaldrende kan i hverdagen
  • Er utryg ved og undgår specifikke ting eller situationer
  • Har mange bekymringer og tænker meget på, hvad der kan gå galt
  • Normale situationer synes umulige og som en kamp at overstå
  • Har svært ved at komme i skole
  • Har ikke lyst til at lave de ting, som barnet tidligere godt kunne lide (fx fritidsaktiviteter, fødselsdage etc.)
  • Kropslige symptomer som ondt i maven, hovedpiner og let til tårer (mere end barnet plejer)
  • Har problemer med uro, opmærksomhed eller impulsivitet
  • Har fået et svært forhold til mad eller undgår at spise
  • Selvskade eller tanker herom

Tilbuddet er ikke for alle

Nogle børn og unge har psykiatriske diagnoser, og det betyder, at der ofte vil være andre tilbud, som passer bedre til dem. Det vedrører diagnoser, som medfører psykisk funktionsnedsættelse i hverdagen, for eksempel:

  • Psykose-lidelse
  • Moderat til svær spiseforstyrrelse
  • Moderat til svær depression eller langvarig depression
  • Svær angst
  • Posttraumatisk stresssyndrom (PTSD)
  • Moderat til svær OCD
  • Gentagen/alvorlig selvskade
  • Autisme/gennemgribende udviklingsforstyrrelse
  • Øget/akut selvmordsrisiko

Hvis dit barn har en af disse eller tilsvarende diagnoser og måske allerede er i behandling, er barnet formentlig ikke i målgruppen for dette tilbud. Hvis du stadig er i tvivl, om dit barn er i målgruppen, er du velkommen til at kontakte os. Hvis du allerede er i kontakt med en kommunal fagperson, skal du kontakte denne for at drøfte, om dit barn er i målgruppen for tilbuddet.

Andre indsatser

Hvis I allerede er i gang med et andet terapiforløb – for eksempel med en privatpraktiserende psykolog – anbefaler vi, at I venter med at kontakte Lettere Behandling til dette er afsluttet. Det vil give det bedste behandlingsforløb.

Det kræver ikke henvisning fra læge eller andre at henvende sig til os.

Du kan altså henvende dig direkte til os, hvis du er forælder til et barn eller en ung, der ikke trives. Bemærk at der er nogle diagnoser, der betyder, at det er et andet tilbud end dette, I skal benytte. Se ’Hvem kan få hjælp?’ herover.

Er du ung på 15 år eller derover, kan du selv henvende dig til os, hvis du ikke trives i dagligdagen. Dine forældre skal ikke give tilladelse til, at du må modtage behandling, men vi skal fortælle dem, at du går i behandling hos os. Vi ved, at du vil opnå den bedste effekt, hvis dine forældre er en del af behandlingen, så det vil vi altid anbefale, at de er. Men det er ikke et krav, hvis du er 15 år eller ældre.

Du kan udfylde henvisningsskemaet nederst på denne side.

Når du har udfyldt henvisningsskemaet, vil du blive kontaktet indenfor 14 dage til en kort telefonisk samtale. Den varer ca. 10-15 min. Samtalen skal hjælpe psykologen med at finde ud af, om tilbuddet er det rigtige for jer. Under samtalen kommer vi ind på, hvordan jeres situation er, for eksempel hvilke udfordringer barnet/den unge har, men også styrker. I kommer også til at tale om, hvordan det går i skolen og i familien til dagligt.

På baggrund af denne indledende samtale vurderer vi, om barnet/den unge vil have gavn af dette behandlingsforløb.

Hvis vi vurderer, at et behandlingsforløb er relevant, får I tilsendt spørgeskemaer, som I skal udfylde, og derefter bliver I inviteret til et fysisk møde. På mødet vil der være 2 psykologer tilstede. Her vil vi komme ind på de samme emner som ved den indledende telefonsamtale, men hvor vi får mulighed for gå mere i dybden med spørgsmålene.

På baggrund af denne grundige samtale foretages en endelig vurdering af, om tilbuddet passer til jer. Hvis det er vurderingen, aftaler vi med jer, hvordan og hvornår vi starter behandlingen.

Hvis vi vurderer, at barnet/den unge ikke kan hjælpes i dette tilbud, bliver I hjulpet videre til et andet tilbud enten hos kommunen eller andre tilbud. Nogle gange er resultatet af samtalen, at der er tale om en forbigående tilstand, som ikke er behandlingskrævende og som bedst støttes i familien og blandt venner.

Behandlingen vil altid være tilrettelagt, så den passer til de problemer, det enkelte barn/den unge har. Derfor er der heller ikke to forløb, der er helt ens.

Behandlingen kan foregå både individuelt og i grupper alt efter, hvilke udfordringer dit barn har. Hvis I tilbydes individuel behandling, mødes I som familie alene med en af vores psykologer. Hvis I tilbydes behandling i gruppe, vil I komme til at mødes med andre familier, der har udfordringer, som ligner jeres. Nogle gange er det grupper med både børn/unge og deres forældre, og andre gange er det kun forældrene. Der vil som regel være mellem fire og tolv mødegange alt efter, hvilke problemer jeres barn har. Ved individuel behandling vil mødegangen vare ca. en time og i gruppeforløb 2-3 timer.

Hvis vi vurderer, at dit barns skole har gavn af at kende til dit barns behandling, vil vi opfordre til, at der afholdes et møde, hvor skolen deltager, så de kan understøtte behandlingen. Vi anbefaler også at egen bliver orienteret om behandlingsforløbet. Det vil altid være efter forudgående aftale med jer.  

Der vil være hjemmearbejde mellem mødegangene. Det er vigtigt, at I laver hjemmearbejdet, da vi ved, at det har stor betydning for, at behandlingen virker. Det er derfor vigtigt, at I sætter tid af til det i hverdagen.

Hvis dette behandlingstilbud ikke er det rigtige for jer, vil I blive hjulpet videre til et andet tilbud. Det kan for eksempel være et af kommunens andre tilbud. I kan også selv kontakte tilbuddene, hvis I tænker, at de bedre kan hjælpe jer med jeres barns udfordringer.

Barnets skole

I nogle tilfælde vil lærerne eller ledelsen på skolen kunne hjælpe med de problemer, I står med.  

Se oversigt over skoler

Center for Psykologi og Pædagogik (CPP) 

CPP kan hjælpe, hvis dit barn har udfordringer i sin skolegang med trivsel, læring og udvikling, som skolen har behov for vejledning for at kunne håndtere. Arbejdet vil foregå i tæt samarbejde med dit barns lærere og pædagoger.  

Læs mere om Center for Psykologi og Pædagogik (CPP)

Børn og unge med handicap

Her tilbydes hjælp til blandt andet børn med handicap og til børn og unge med særlige behov.

Læs mere om dette her

Børn og unge i sorg

I Vesthimmerland findes et gratis psykologtilbud til børn og unge i sorg og de voksne omkring dem.

Læs mere om Børn og Unge i sorg

Børn og unge sundhed

I Center for Børne- og Ungesundhed (CBU) står ergo- og fysioterapeuter klar til at hjælpe børn i alderen 0-18 år med sansemæssige- og/eller motoriske vanskeligheder.

Læs mere om tilbuddet her

Sundhedsplejerskerne

I kan altid kontakte skolesundhedsplejen – det gælder både forældre samt børn og unge.

Læs mere om Skolesundhedsplejen her

Ungerådgivningen

Unge mellem 12 og 25 år kan kontakte ungerådgivningen, og man må gerne være anonym.

Læs mere om Ungerådgivningen her

Vil du gerne have mere viden om forløbet, eller har du svært ved at udfylde henvisningsskemaet, kan du ringe til CPP’s hovednummer og få hjælp af en sekretær eller blive ringet op af en af de psykologer, der varetager forløbene.

 

Telefontid

Mandag: 8.30 – 15.00
Tirsdag: 8.30 – 15.00
Onsdag: 8.30 – 15.00
Torsdag: 8.30 – 15.00
Fredag: 8.30 – 12.30

Kontakt

Center for Psykologi og Pædagogik
Telefon: 9966 7272