Nye besøgsrestriktioner på vores plejecentre

Publiceret 18-12-2020

Påbud til kommunalbestyrelsen i Vesthimmerlands Kommune om at udstede midlertidige restriktioner for besøgendes adgang til plejecentre.

Vi må desværre lukke midlertidigt for besøg på alle vores private og kommunale plejecentre efter nye smittetal, men to nære pårørende kan stadig aflægge besøg.

Styrelsen for Patientsikkerhed har påbudt vores byråd at udstede midlertidige besøgsrestriktioner på alle vores kommunale og private plejecentre. Der er ved beslutningen om påbud lagt vægt på, at der i den seneste uge i Vesthimmerlands Kommune er konstateret 84,41 smittede borgere pr. 100.000 indbyggere, og at der er tendens til udbredt samfundssmitte i kommunen.
 
En træls udvikling for vores kære ældre og pårørende, men tallene kalder på ansvarlighed og beskyttelse af hinanden med fokus på at forebygge og inddæmme udbredelse af corona-virus. Besøg af kritisk karakter er ikke omfattet af det midlertidige besøgsforbud, ligesom tre nære pårørende og to ad gangen stadig er muligt.
 
Dette påbud om midlertidige besøgsrestriktioner er gældende fra og med den 17. december 2020 og indtil Styrelsen for Patientsikkerhed ophæver påbuddet eller fastsætter et nyt påbud.

Vi vil selvfølgelig infomere løbende om besøgsrestriktionerne.