Fra Ukraine til social- og sundhedshjælpere – to medarbejdere tager næste skridt på Højgården

Publiceret 11-08-2025

På Højgårdens korttidsafsnit i Vesthimmerlands Kommune starter to ukrainske medarbejdere, Oksana og Svitlana, i august på en 17-ugers merituddannelse som social- og sundhedshjælpere (SSH).

De to kvinder er uddannet henholdsvis sygeplejerske og læge i Ukraine, men pga. krigen er de kommet her til Danmark. Siden de kom til Vesthimmerland, har de arbejdet på Højgården, hvor de begyndte med praktiske opgaver som madanretning, rengøring og tøjvask. Over tid er de blevet introduceret til flere plejeopgaver og kan i dag selvstændigt varetage de fleste opgaver, der kan delegeres til ufaglærte.

Ved siden af arbejdet har de gået på sprogskole og arbejdet målrettet på at tilegne sig dansk fagsprog, både mundtligt og skriftligt, herunder dokumentation i Cura. Den sproglige og faglige udvikling er sket gennem vedholdenhed, øvelse og læring i praksis – altid med støtte fra kollegaer og ledelse.

Nu er de klar til at tage næste skridt mod en faglig uddannelse, og motivationen er helt på plads.

- Jeg elsker at hjælpe mennesker og ønsker at blive professionel i mit arbejde," fortæller Oksana, der har boet i Danmark i syv år og været ansat på Højgården i over to år. "På mit job lærer jeg hele tiden nyt – ikke bare om pleje, men også om sprog og kultur. Det giver mig lyst til at udvikle mig endnu mere.

Svitlana, der kom til Danmark for tre år siden, husker tydeligt, hvor udfordrende det var at starte på arbejdsmarkedet uden at kunne sproget:

- Det var svært at finde job uden at kunne sproget, men ledelsen på Højgården troede på mig. Det betød alt. Jeg har fået mulighed for at lære i praksis, og nu glæder jeg mig til uddannelsen, så jeg kan give patienterne den bedst mulige pleje.

Historien om Oksana og Svitlana er et eksempel på, hvordan vi i Vesthimmerlands Kommune arbejder målrettet med at rekruttere, integrere og fastholde internationale medarbejdere. Gennem kompetenceudvikling, sproglæring og merituddannelser skaber vi rammerne for, at nye borgere kan opbygge et arbejdsliv, der gavner både dem selv, arbejdspladsen og lokalsamfundet.