Jobcenter Vesthimmerland har netop modtaget de nye resultater af Kommunernes Landsforenings nationale tilfredshedsmåling af jobcentrenes virksomhedsservice for 2. kvartal 2025.
Resultaterne viser, at virksomhederne i Vesthimmerlands Kommune fortsat har stor tillid til jobcenterets service og samarbejde.
Rasmus Vetter, formand for Beskæftigelsesudvalget i Vesthimmerlands Kommune, glæder sig over resultaterne.
- Det er virkelig glædeligt, at hele 90 procent af vores lokale virksomheder udtrykker tilfredshed med samarbejdet med Jobcenter Vesthimmerland. Det viser, at vores indsats giver værdi i hverdagen, og at virksomhederne oplever os som en solid og nærværende samarbejdspartner, siger han.
Undersøgelsen gennemføres fire gange om året og er baseret på et spørgeskema. Som følge af en indberetningsfejl indeholder undersøgelsen for 2. kvartal 2025 akkumulerede data for både 1. og 2. kvartal. I Vesthimmerlands Kommune har 118 virksomheder gennemført spørgeskemaet.
Undersøgelsen viser blandt andet følgende:
- 90 procent af virksomhederne i kommunen er tilfredse eller meget tilfredse med jobcenteret – mod 85 procent på landsplan
- Ingen af virksomhederne er utilfredse eller meget utilfredse med jobcenteret – mod tre procent på landsplan
- 78 procent af virksomhederne er tilfredse eller meget tilfredse med jobcenterets information og vejledning om regler og lovgivning – mod 77 procent på landsplan
For udvalgsformanden er tallene et vidnesbyrd om, at kommunen gør meget rigtigt.
- At vi ligger over landsgennemsnittet på flere centrale parametre, bekræfter, at vores arbejde gør en reel forskel. Det er både en anerkendelse af medarbejdernes store engagement og et klart signal om, at vi er på rette vej, siger Rasmus Vetter.
Han understreger dog også, at kommunen fortsat vil arbejde hårdt for at blive endnu bedre.
- Selvom resultaterne er stærke, giver virksomhedernes tilbagemeldinger os mulighed for at blive endnu bedre. Vi tager hver eneste kommentar alvorligt, og vi vil bruge dem aktivt til at udvikle vores samarbejde, så virksomhederne fortsat får den bedst mulige service.
- Den tætte dialog med erhvervslivet er helt afgørende. Vi vil fortsat være en partner, der forstår virksomhedernes behov og handler hurtigt, så vi sammen kan sikre den rette arbejdskraft til det lokale arbejdsmarked, siger Rasmus Vetter.

