Fra sommerferiejob til leder: Tina blev grebet af faget

Publiceret 01-07-2025

Tina Bach Rasmussen, leder i Hjemme- og Sygepleje, Farsø, havde ikke den store plan, da hun for mere end 20 år siden sagde ja til et sommerferiejob i hjemmeplejen.

Hun var ung og nysgerrig – og jobbet kom i stand gennem en af morens bekendte, der var gruppeleder i hjemmeplejen i Løgstør. Det, der var tænkt som en kortvarig afstikker og nogle penge i lommen, blev i stedet starten på en karriere med masser af faglig udfordring.

Jeg gik ind i det og tænkte: ‘Det er bare et sommerferiejob’. Og så skal jeg noget andet! Men jeg blev grebet af det, fortæller Tina.

En af de første vagter – og de famøse curlere

Allerede i sine første vagter blev Tina kastet ud i plejeopgaver, der krævede både mod og opfindsomhed. En af de episoder, hun i dag griner mest af, handler om noget så uskyldigt som et sæt hårcurlere:

Jeg kom ud til en borger, der gerne ville have sat curler i håret. Jeg anede ikke, hvordan man gjorde! Så jeg sagde, at jeg lige skulle hente noget i bilen… og så ringede jeg til min mor og spurgte, hvordan man satte dem i, fortæller Tina med et grin.

Hun guidede mig over telefonen – og det lykkedes! Det var så pinligt dengang, men i dag er det en historie, jeg elsker at fortælle.

Fra ufaglært til sygeplejerske – og leder

Tina blev som ufaglært i hjemmeplejen i halvandet år. I den periode blev hun involveret i flere større opgaver, blandt andet flytningen af hjemmeplejen til Plejecenter Bøgely:

Jeg blev en del af hele den her indflytning. Det gav mig stærke relationer og et fantastisk fællesskab. Jeg kom under vingerne på kollegaer med masser af erfaring, og det betød virkelig meget.

Hun søgte senere ind på sygeplejestudiet i Aalborg og arbejdede sideløbende med studiet i hjemmeplejen. Da hun blev færdiguddannet, gik vejen tilbage til Løgstør – og i år har hun 15-års jubilæum som sygeplejerske.

Vejen til ledelse begyndte med nysgerrighed

Tina engagerede sig som tillidsrepræsentant – først lokalt og senere som fællestillidsrepræsentant – og blev draget af den indsigt og det netværk, hun fik adgang til:

Man får indsigt i, hvordan andre kommuner og organisationer gør tingene. Det var spændende og inspirerende. Det var her, ledelse begyndte at vokse i mig.

Hun fik opbakning af sin daværende leder – og med det tog Tina næste skridt og blev selv leder.

Jeg elsker at arbejde med mennesker, at se hvordan de løser opgaverne, og hvad der virker. Det betyder meget for mig, som leder, at inddrage medarbejderne i udviklingen af deres arbejdsplads.

En stærk stemme for de ufaglærte

Tina brænder for at anerkende og udvikle de ufaglærte – og hun understreger, at deres bidrag ikke kun er praktisk, men også strategisk vigtigt:

Det at være ufaglært er en gave. De kommer med livserfaring fra det sted de står i og ikke mindst nytænkning. Jeg elsker at få dem ud på arbejdspladserne og se, om jeg kan så et lille frø. Måske bliver de grebet af det – som jeg selv gjorde.

Hun arbejder målrettet på at gøre fagområdet attraktivt:

De skal føle sig kompetente og være involveret i beslutninger og udvikling. Det gør dem sultne på mere – måske endda på uddannelse.

Et meningsfuldt arbejde – og et godt råd

Tina ser ikke ældreplejen som et midlertidigt job, men et job med faglig stolthed, udvikling og stor menneskelig betydning:

Det er ikke bare et sted, hvor man tjener sine lommepenge. Man gør en kæmpe forskel. Man kan gå i mange retninger: pleje, sygepleje, specialisering, undervisning, tillidsrepræsentant, ledelse. Der er et væld af muligheder – også selvom man starter uden uddannelse.

Til nye ufaglærte – eller dem, der overvejer at tage springet – har hun ét klart budskab:

Mærk efter, hvad du gerne vil. Ræk ud. Selvom du har noget i bagagen, så er der masser af muligheder. Og turde sige det højt, hvis du bliver nysgerrig på faget.