Grønne Uger 2025 er slut, og sikke nogle uger det har været!

Publiceret 22-10-2025

En stor tak til alle jer, der har deltaget i de mange spændende arrangementer i uge 41 og 42. Vi håber, I har fået nye oplevelser og inspiration med hjem.

I videoen kan I se et lille udpluk af alt det, vi har oplevet sammen.
I år har temaet været ”vores forskellige natursyn”, hvor vi har sat særligt fokus på at deltage i den store debat om, hvordan vi ser og bruger naturen. Temaet blev skudt i gang af Sebastian Klein, som på Limfjordsmuseet satte gang i en spændende snak om vores ofte modsætningsfyldte forhold til naturen.

Derudover har vi haft forbrug og genbrug i fokus. Flere arrangementer satte spot på reparation og genanvendelse, og minimalisten Jane Ibsen Piper delte sine bedste tips til at mindske impulskøb og skabe mere bevidste forbrugsvaner og Gittemarie Johansen tog os med på en engagerende rejse gennem, hvad bæredygtighed egentlig betyder.

Vi har også haft fokus på biodiversitet i erhvervslivet, hvor lokale virksomheder blev inspireret til, hvordan de kan skabe bedre rammer for naturen. For de unge blev der afholdt et særligt arrangement på Vesthimmerlands Gymnasium, hvor eleverne blev udfordret på bæredygtighed og transportvaner. Her fik de blandt andet til opgave at hente overskudsmad fra Madbanken og fragte den videre til borgere ved at blaffe – en anderledes og lærerig måde at sætte fokus på både madspild og grøn omstilling.

Børnefamilierne fik også masser af oplevelser i naturen, blandt andet med arrangementer om bæveren og isfuglen, som nu er en del af Vesthimmerlands natur. Samtidig fik deltagerne en ny forståelse af naturen som et spisekammer fyldt med muligheder.

Det har været to uger fulde af oplevelser, læring og fællesskab. Tak fordi I var med!

En stor tak skal også lyde til arbejdsgruppen bag Grønne Uger, Erhverv Vesthimmerland, Vesthimmerlands Forsyning, Naturekspeditionen, Vesthimmerlands Biblioteker og Vesthimmerlands Kommune, samt til de mange engagerede borgere, der har budt ind med arrangementer og idéer.

 

Yderligere info:

Grønne Uger 2025