Begge grupper af seje unge har i år været en vigtig del af afholdelsen af arrangementerne under Grønne Uger, hvor de har vist, hvordan naturen kan være et sted for både læring, oplevelser og fællesskab. Det er dog vigtigt at understrege, at man også kan møde de unge ved forskellige naturarrangementer, som kommunen afholder året rundt.
Nature Rangers
Nature Ranger er et fritidsjob/uddannelsesforløb, der stiller skarpt på unges sociale trivsel. Arbejdet i naturen med sociale og fysiske aktiviteter booster og forbedrer tilværelsen for de unge, der har det svært med fysiske og sociale aktiviteter. Her mødes de med andre og hjælper med at udvikle nye aktiviteter på naturbaserne i Vesthimmerland.
Under Grønne Uger var Nature Rangers blandt andet med til Grønsløjd i Snitteværkstedet i Aars Skov, hvor der blev bygget fuglekasser af genbrugsmaterialer, lavet insekthoteller og hygget ved bålet med pandekager. Her skaber de unge gode oplevelser for andre og får selv nye fællesskaber og erfaringer med naturformidling, fortæller naturvejleder Karin Winther, der sammen med Lise Stensgaard fra Center fra Børn og unge har udviklet og kørt tilbuddet de sidste 8 år.
Natur Talenterne
Natur Talenterne er et spændende initiativ for unge, der oplever ensomhed. Det er et nyt tilbud som bygger på erfaringerne fra Nature Rangerne, men dette tilbud udvikles og udbydes i samarbejde med UngVesthimmerland. De unge deltager i kurser med fokus på at udvikle deres kompetencer inden for Vild Mad og Naturens Wellness.
Efter at have gennemført kurserne kan de blive en del af Natur Talent-holdet og få mulighed for et fritidsjob. Her lærer de at bruge naturen på nye måder, for eksempel ved at se den som et spisekammer fyldt med muligheder. De unge lærer at finde vilde urter, bær, svampe og andre råvarer og bruge dem til at lave mad i naturen. På den måde får de både viden om bæredygtighed og glæden ved at lave mad fra bunden med råvarer fra naturen, men mest af alt, så oplever de, at blive værdsat og indgå i en meningsgivende sammenhæng med andre og det flytter noget nævner naturvejlederen.
Grønne Uger 2025
Under Grønne Uger 2025 var Natur Talenterne med til arrangementet Bræk og æd et dyr på Naturbasen i Aars, hvor der blev vist, hvordan man brækker et stykke vildt. Efterfølgende stod NaturTalenternes vild mad-hold klar ved bålet, hvor der blev lavet smagsprøver med kød og råvarer fra naturen.
En oplevelse, der bragte deltagerne tættere på både naturen og maden og viste, hvordan naturens råvarer kan bruges på nye måder. Både Natur Rangers og Natur Talenterne viser, hvordan naturen kan være en ramme for fællesskab, læring og nye oplevelser for unge. Ved at engagere sig i naturen får de ikke kun ny viden og erfaringer, men er også med til at skabe gode aktiviteter for andre borgere i kommunen.
Yderligere info:
Har du lyst til at høre mere om initiativerne, eller møde de unge i aktion, kan du læse mere på Naturekspeditionen og Ungvesthimmerland, samt følge med på kommunens hjemmeside og sociale medier, hvor vi løbende deler kommende arrangementer og aktiviteter.
Naturekspeditionen
Ungvesthimmerland
Grønne Uger 2025