Den landsdækkende analyse placerer Vesthimmerland helt i top, når det gælder rammerne for idræt, foreningsliv og frivillighed. Kommunen udmærker sig særligt på områder som faciliteter, frivillige kræfter og idrætspolitisk engagement. Det bekræfter i høj grad, at der er stærke idrætsfællesskaber i hele kommunen.
Vesthimmerland har rykket sig fra placering nr. 29 til nr. 2 siden sidste undersøgelse, og det er Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Per Nyborg, både glad og meget stolt over:
- Det her er et resultat af mange års målrettet arbejde både i foreningerne og i kommunen. Vi har et fantastisk foreningsliv, dygtige ledere og engagerede frivillige, som hver dag gør en forskel. Det er i høj grad deres fortjeneste, at vi nu står som Danmarks næstbedste idrætskommune.
Og fortsætter:
- Vi har i Vesthimmerland et stærkt fokus på, at alle borgere skal have mulighed for at bevæge sig uanset alder, evner eller interesser. Vi har prioriteret mange midler på at skabe flotte rammer og gode faciliteter i hele kommunen, da vi ved, at idræt og bevægelse skaber sammenhæng, sundhed og fællesskab, og det er vi stolte af at understøtte.
Ifølge DIF’s analyse vurderes kommunerne ud fra fire temaer: Faciliteter, Frivillige, Medlemmer samt Økonomi og Idrætspolitik.
Vesthimmerlands Kommune har de seneste år investeret i moderne idrætsfaciliteter, styrket samarbejdet med foreninger og sat fokus på at gøre det nemmere for alle borgere at være aktive i hverdagen - og det ses tydeligt i dette flotte resultat.
Også Formand for Fritidsrådet i Vesthimmerlands Kommune, Poul Erik Pedersen, er mere end tilfreds:
- Det er et resultat, vi kan være stolte af. Det viser, at det tætte samarbejde mellem kommunen, foreningerne og Fritidsrådet virkelig gør en forskel. Vi har mange engagerede ildsjæle, og kommunen har været lydhør over for foreningernes ønsker og behov. Det er summen af det, der bringer os i top.
Fakta:
Undersøgelsen er udarbejdet af Danmarks Idrætsforbund i samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden. Den bygger på data fra Danmarks Statistik og svar fra over 2.900 idrætsforeninger i hele landet.
Kontakt:
Per Nyborg
Formand for Kultur- og Fritidsudvalget
Vesthimmerlands Kommune
Tlf.: 2934 4544
Mail: peny@vesthimmerland.dk
Læs hele undersøgelsen