Vesthimmerland går forrest med gratis hjælp til kvinder efter graviditet og fødsel

Publiceret 18-06-2026

Som den eneste kommune udover København tilbyder Vesthimmerlands Kommune gratis fysioterapeutisk hjælp til kvinder med gener efter graviditet og fødsel.

Siden januar har kvinder fra hele Vesthimmerlands Kommune deltaget i det nye tilbud i Sundhedscentret i Farsø. Det første holdforløb er afsluttet, og endnu et hold er allerede i gang med deltagere fra blandt andet Løgstør, Aars, Farsø og Gedsted.

Tilbuddet henvender sig til kvinder, der oplever gener efter graviditet eller fødsel, og giver mulighed for både individuel vejledning og holdtræning hos en fysioterapeut med specialviden på området.

For fysioterapeut Jette, som står for tilbuddet, er det særligt positivt at se kvinder fra forskellige dele af kommunen mødes om træning og erfaringsudveksling.

Det er dejligt at se, at kvinder fra hele kommunen finder vej til tilbuddet. Mange oplever udfordringer efter en graviditet eller fødsel, men ved ikke nødvendigvis, at der findes hjælp. Her får de konkrete redskaber og øvelser, som kan gøre en forskel i hverdagen, siger hun.

Det første hold havde fire deltagere, mens fem kvinder deltager på det hold, der er i gang nu. Og der er plads til flere.

Det er uden tvivl det hyggeligste hold, jeg har. Jeg elsker, at de små børn er med. Der er plads til både træning, spørgsmål og snak undervejs, og det giver noget særligt til fællesskabet, siger Jette.

Fra udfordringer i hverdagen til større stabilitet

En af deltagerne er Pernille fra Løgstør, som kom med på holdet efter en anbefaling fra Jette. Efter fødslen af sin datter oplevede hun flere udfordringer i hverdagen.

Jeg kunne ikke så nemt komme op fra gulvet uden at holde ved noget, og jeg havde svært ved at løfte mit eget barn. Samtidig var mit kejsersnit meget ømt, fortæller hun.

I dag mærker hun en tydelig forskel.

Jeg har fået en helt anden stabilitet og balance. Her laver vi øvelser, som jeg ikke selv ville have fundet på at lave, hvis jeg gik ned i et træningscenter på egen hånd, men jeg kan virkelig mærke, at det gør en forskel, siger hun.

For Pernille har det også betydet meget, at træningen er tilpasset livet som nybagt mor.

Det bedste har været, at der bliver taget sig tid til at hjælpe os med øvelserne, og at jeg kan have min datter med. Hvis vi har spørgsmål eller udfordringer, er der altid tid til at snakke om det. Det gør, at man får øvelserne ind som en naturlig del af hverdagen, siger hun.

Hun håber, at flere kvinder vil benytte sig af tilbuddet.

Man har jo gået med en stor mave i mange måneder og løfter hver dag på en lille baby. Det er ikke kun kvinder, der har haft en svær fødsel, som kan have glæde af det. Jeg tror, mange ville få noget ud af at prøve det, siger Pernille.

Hjælp tæt på hjemmet

Tilbuddet blev etableret med midler fra budgetaftalen for 2026, hvor Byrådet afsatte 415.000 kroner til indsatsen.

Da vi afsatte midler til tilbuddet, var ambitionen at sikre, at kvinder med gener efter graviditet eller fødsel kunne få hjælp tæt på hjemmet. Derfor er jeg glad for, at tilbuddet nu er godt i gang, og at kvinder fra flere dele af kommunen allerede har taget imod muligheden, siger Lars Andresen, formand for Sundhedsudvalget.

Tilbuddet er for kvinder fra otte uger til to år efter fødslen og henvender sig blandt andet til kvinder med bækken- eller underlivssmerter, delte mavemuskler, inkontinens eller gener efter kejsersnit. Ordningens efterspørgsel og effekter evalueres i 2027.