Vesthimmerland er igen blandt landets bedste kommuner på ældreområdet

Publiceret 03-11-2026

Vesthimmerlands Kommune indtager en 14.-plads blandt landets kommuner i en omfattende analyse af ældreområdet. Dermed fastholder kommunen en høj placering.

Vesthimmerlands Kommune er igen blandt de bedst placerede kommuner i landet, når det gælder ældreområdet. Det viser en landsdækkende analyse fra NB-Ældre, hvor landets 98 kommuner indgår.

Vesthimmerland indtager i år en 14.-plads mod en 12.-plads i fjor.

- Vi har en ambition om at skabe en ældrepleje med høj kvalitet, tryghed og værdighed for vores borgere. Derfor er jeg glad for, at vi igen placerer os højt i en landsdækkende sammenligning. Det er ikke mindst en anerkendelse af vores dygtige medarbejdere, som hver dag gør en stor forskel for de ældre borgere i Vesthimmerland, siger Lars Andresen (V), formand for Sundhedsudvalget.

I fjor toppede Vesthimmerland også, da Ældreministeriet kortlagde tilfredsheden blandt hjemmehjælpsmodtagere. Her var kommunen blandt landets fem bedste, og med en tilfredshed på 87 procent havde Vesthimmerland den højeste tilfredshed i Nordjylland.

- Det vigtigste er, at vores ældre borgere oplever en god og tryg hverdag, og vi hele tiden arbejder på at gøre vores tilbud endnu bedre. Det arbejde fortsætter vi ufortrødent med uanset vores placering på listerne, lyder det fra udvalgsformanden.

Kommunerne er sammenlignet på 18 forskellige parametre inden for faglighed, medarbejderkontinuitet, service, tilfredshed, helbred og plejeboliger. NB-Ældre har udarbejdet analysen i samarbejde med et ekspertpanel bestående af tre forskere og ti kommunale topledere på ældreområdet.