Vesthimmerlands Kommune og Outline viderefører det mangeårige samarbejde med indgåelsen af en ny partnerskabsaftale. Aftalen bygger videre på et stærkt samarbejde gennem blandt andet Outline PLUS og skal fremadrettet bidrage til at skabe endnu bedre sammenhæng mellem virksomhedernes behov og de løsninger der i fællesskab kan skabes.
Outline har gennem mange år været en tæt samarbejdspartner med Vesthimmerlands Kommune - Det er derfor med stor glæde, at samarbejdet nu videreføres og udvikles gennem den nye partnerskabsaftale.
Et nyt partnerskab med virksomhedernes behov i centrum
Med afsæt i beskæftigelsesreformen bevæger Vesthimmerlands Kommune sig i en ny retning, hvor samarbejdet med virksomhederne får en central rolle.
Kommunen arbejder med en fælles partnerskabsramme - en partnerskabsparaply - der skal styrke dialogen med virksomhederne, skabe en bedre forståelse for deres behov og omsætte disse behov til konkrete muligheder inden for blandt andet rekruttering, beskæftigelse, fastholdelse og udvikling af arbejdskraft.
Partnerskabsaftalen med Outline er et konkret eksempel på, hvordan et allerede stærkt samarbejde kan videreudvikles med fokus på fælles mål, tæt dialog og løsninger, der skaber værdi for både virksomheden og borger, der har brug for en vej ind på arbejdsmarkedet.
Et samarbejde med blik for fremtiden
For Vesthimmerlands Kommune handler partnerskaber ikke alene om at indgå aftaler, men om at skabe relationer, forstå virksomhedernes virkelighed og arbejde sammen om de muligheder, der giver mening i praksis.
Uddannelses- og arbejdsmarkedschef Lone Lollesgaard udtaler:
- Vi er glade for, at vi med dagens aftale også fremadrettet kan sikre et stærkt og dedikeret samarbejde med OUTLINE. Et godt og tæt samarbejde med virksomhederne i Vesthimmerlands Kommune er helt afgørende for at sikre vækst og beskæftigelse også til borgere længere væk fra arbejdsmarkedet. Outline og Outline+ har været en vigtig medspiller i kommunens beskæftigelsesrettede indsats gennem 20 år og den nu underskrevne Partnerskabsaftale understreger, at der også i fremtiden vil være et tæt samarbejde mellem Outline og Vesthimmerlands Kommune, hvilket betyder rigtig meget for alle parter.

