Omstilling af kollektiv trafik

NT har udarbejdet en grøn strategi, der har fastsat følgende målsætninger for den grønne omstilling af den kollektive trafik i Nordjylland.

Grøn strategi for bus, tog og flextrafik

Den kollektive trafik er et miljørigtigt alternativ til bilen. Når du vælger at tage bussen eller toget fremfor bilen, vælger du samtidig at gøre noget aktivt for at nedbringe CO2-udslippet og forbedre miljøet – det er til gavn for dig selv og kommende generationer. Transporten er generelt en af de store syndere i forhold til både udledning af drivhusgasser, som belaster klimaet, emissioner, som truer sundheden, og endelig støj, som også påviseligt er årsag til sygdomme. Vi står derfor overfor store udfordringer i forhold til at omstille til øget, men samtidig bæredygtig, mobilitet i de kommende år.

NT har udarbejdet en grøn strategi, der har fastsat følgende målsætninger for den grønne omstilling af den kollektive trafik i Nordjylland. 

Regionalruterne i Nordjylland, er fra august 2020 overgået til fossilfri brændstof, og de første skridt hen mod en grøn omstilling af den kollektive trafik i Vesthimmerland er også taget.   

Pr. august 2021 er 3 busser på lokale ruter i Vesthimmerland konverteret til fossilfri drift, og de resterende ruter følger og er planlagt til konvertering til fossilfri drift fra august 2025.

Grøn bonusmodel for Flextrafikken

Som et yderligt ben i den grønne omstilling af den kollektive trafik, har NT fra kørselsstart 2021 indført en ny bonusmodel for vognmænd, der udfører flextrafik – en kollektiv trafikform, der kan få dig fra A til B på strækninger, hvor bus og tog ikke er tilstrækkeligt.

Bonusmodellen er incitamentsbaseret og belønner de vognmænd, der leverer en miljørigtig grøn kørsel og en høj kundetilfredshed. Vognmændene (og chaufførerne) har derfor et økonomisk incitament for løbende at udvikle kundetilfredsheden samt sikre, at kørslen udføres på en miljørigtig måde.

Bonus for miljørigtig og grøn kørsel tildeles vogne, der forbruger mindre brændstof end gennemsnittet. Bonus for kundetilfredshed tildeles vognmænd, som opnår en kundetilfredshed, der er lig med eller større end gennemsnittet.

NT varetager ca. 82 % af den visiterede kørsel i Vesthimmerland. Den resterede kørsel er ikke omfattet af den grønne bonusmodel.

Kommunens rolle: Ejer

I Vesthimmerlands Kommune er vi ejer af indsatsen.

Tidsplan: Løbende

Indsatsen foregår løbende.

Påvirkning på klimaet

Strategien skal bidrage til omstillingen af befolkningens transport og dermed til en reduceret udledning af CO2 fra transport. Ændringerne vil dog ikke være direkte målbare i klimaregnskabets nuværende opgørelse.

Interessenter og partner

  • Vesthimmerlands Kommune 
  • Nordjyllands Trafikselskab 
  • Erhvervs- og handelsliv
  • Skoler og uddannelsesinstitutioner
  • Borger- og beboerforeninger
  • Lokalt foreningsliv
  • Borgere