Folkemusik er stadig for folket

Publiceret 19-08-2022

Muslingebyen Løgstør summer af liv hele sommeren, og der er kulturtilbud uge efter uge. Store begivenheder som Muslingefestivalen, der samler flere tusind mennesker, og små kulturelle perler, som de nye sommerlounges på Limfjordsmuseet, hvor blandt andet jazz og poetry slam har skubbet lidt til det vesthimmerlandske publikum. I samarbejde med Vesthimmerlands Kommune og Tempi er der nu endnu en koncert i kalenderen, som vi ikke normalvis oplever i Løgstør. Den 31. august klokken 19.00 spiller trioen Dreamers Circus i Kulturladen.

Seks torsdage har der været musik i byen, og nu tilføjer Vesthimmerlands Kommune og Tempi en koncert i puljen. Muleskinners varmede op til Muslingefestivalen, og herefter har der fulgt koncerter med blandt andet Jumpin’ Jacks og Lune Carlsen. Tre fra Aalborg Symfoniorkester har også lagt vejen forbi Løgstør, og til hver eneste koncert har der været et oplagt publikum til at modtage de optrædende.

Konceptet er det samme, når Dreamers Circus gæster byen – i hvert fald næsten. Torsdag er skiftet ud med onsdag, men tidspunktet er stadig klokken 19.00 og Tinget sørger for salg af øl, vin og vand. For at ingen skal køre forgæves, skal der bookes billet. Det ændrer dog ikke på, at koncerten er ganske gratis.

Dreamers Circus spiller nordisk folkemusik, og er samtidig en ung trio, der har skabt deres eget særegne udtryk i deres musik. Trioen består af Rune Tonsgaard Sørensen på violin, Ale Carr på guitar og mandolin og Nikolaj Busk på klaver og harmonika. Trioen har modtaget flere priser for deres musik. 

Koncerten er en del af projektet ”Genklang”, der er et ambitiøst 10-årigt samarbejde der netop har til formål at udbrede denne type musik. Målet er at udbrede ny nordisk musik og folkemusik til flere mennesker. Det skal gøres i nye sammenhænge, hvor man kan mærke musikkens styrke i menneskelige møder. Foreløbig er Vesthimmerlands Kommune, Vesthimmerlands Kulturskole og Tempi gået i dialog med Region Nordjylland om at udvikle den første række pilotprojekter. Genklang deltager desuden med en ide-workshop på Kulturmøde Mors torsdag den 23. august kl. 16.15 i ”Monas Hus”.

Book billet her