50.000 kroner overrakt til Kulturuge 10

Publiceret 19-01-2022

I Vesthimmerland er vi meget optaget af vores kulturliv, og hvordan et liv med kultur beriger vores hverdag og fritid. Derfor dedikerer vi hvert år uge 10 til ”Kulturugen Aha”, hvor der er oplevelser og arrangementer til alle - både børnene i dagplejen og dem med en lang værdifuld livserfaring.

Corona-pandemien har de seneste år udfordret vores kulturuge, men vi bevarer optimismen og tror på årets udgave i begyndelsen af marts. Lige præcis nu trænger mange til kulturelle oplevelser og inspiration.

Derfor er det også fantastisk, at Aars Byjubilæums Forretningsudvalg har overrakt 50.000 kroner til den kommende kulturuge i Vesthimmerland, der i år åbnes i Aars med kunst, kultur og sundhed i højsædet lørdag den 5. marts. Som altid vil der være arrangementer fordelt overalt i Vesthimmerland – hvilket vi nok skal informere om i den kommende tid.

På billedet overrækker Poul Damgaard fra Aars Byjubilæum de 50.000 kroner til Formand for Kultur & Fritidsudvalget i Vesthimmerlands Kommune, Per Nyborg. På billedet er også Kulturskoleleder Kristian Dalgaard, Lisbeth Jagd fra Vesthimmerlands Musikhus ALFA og Ejner Larsen fra ALFAS venner.

Pengene går bl.a. til en familiekoncert for børnefamilier med Sigurd Barret i ALFA søndag den 13. marts.