Selvbetjeningsløsninger
Vi oplever desværre at nogle selvbetjeningsløsninger ikke virker. Der arbejdes på en løsning.
Musik, folkedans, smagsprøver, netværk og aktiviteter for hele familien. Vesthimmerlands Kommune tager initiativ til en ny begivenhed – og forhåbentlig en ny tradition. Torsdag d.17. november 2022 kl.16-19 løber arrangementet International Dag af stablen i Messecenter Vesthimmerland. International Dag er en festdag, hvor vi hylder mangfoldigheden og mødet mellem kulturer.

Vesthimmerland er i sandhed en mangfoldig kommune med hele 75 forskellige nationaliteter, og det vil vi gerne hylde. Derfor danner Messecenter Vesthimmerland ramme om et spændende arrangement, hvor kommunens borgere kan mødes på tværs af forskellige nationaliteter og kulturer.
Dagen er ikke kun for nytilkomne og potentielle tilflyttere fra andre lande, men også nuværende borgere og vesthimmerlændinge er meget velkomne. International Dag byder på samvær, muligheden for at skabe fælles oplevelser og netværk, være nysgerrige på hinanden og blive klogere på de mange forskellige kulturer, som Vesthimmerland rummer.
Arrangementet skydes i gang kl.16 med velkomst og tale fra borgmester Per Bach Laursen. Efterfølgende vil der på scenen være spændende oplæg, musik og dans.
Borgmester, Per Bach Laursen, ser med stor glæde frem til dagen:
I Vesthimmerland er vi stolte over at huse hele 75 forskellige nationaliteter og kulturer, og det vil vi gerne være med til at skabe synlighed omkring. Vi opfordrer alle borgere, danske som internationale, til at komme og være med til at fejre og opleve den store kulturelle mangfoldighed, vi har i Vesthimmerlands kommune.
Rammerne for International Dag er bygget op omkring en levende markedsplads med hele 30 forskellige boder, hvor de besøgende kan møde flere lokale virksomheder, uddannelsesinstitutioner, restauranter, foreninger og projektet Meet The Locals, som repræsenterer 45 landsbyer i Vesthimmerland.
Der opleves en stor opbakning fra mange lokale foreninger som Kulturel forening i Vesthimmerland, Ukrainsk forening, International fællesspisning i Aars Kirke, Aalestrup IF Basketball, Løgstør Idrætsforening og mange flere, der alle kommer giver et indblik i deres fællesskab.
Vi er især glade for den store opbakning, vi oplever fra lokalsamfundet og foreningslivet, der står sammen om at gøre International Dag til en stor begivenhed. Og for det vil vi gerne sige mange tak, lyder det fra Per Bach Laursen.
International Dag er et gratis arrangement for hele familien. Så tag din familie, ven, kollega eller nabo under armen og gå på opdagelse blandt de mange spændende boder, der bl.a. byder på tips om karriere, uddannelse, jobmuligheder, oplevelser i Vesthimmerland, kultur- og fritidstilbud for børn og voksne samt lækre smagsprøver fra det arabiske, filippinske og thailandske køkken.
Det bliver en festlig dag, hvor der vil være boder, som byder på smagsprøver, muligheden for at få en god snak med lokale foreninger og virksomheder, og for børnene er det muligt at prøve kræfter med basketball, håndbold og at være spejder for en dag.
På scenen vil der bl.a. være et musikalsk indslag fra Gospelgruppen Trompet fra Congo, ukrainsk folkedans og et kulturelt oplæg fra udvekslingsstuderende på Vesthimmerlands Gymnasium og HF, fortæller Per Bach Laursen.
Arrangementet er arrangeret i et tæt samarbejde mellem Vesthimmerlands Kommune, Jobcenter Vesthimmerland, Erhverv Væksthimmerland, lokale foreninger og virksomheder.
16.10 - Velkomst v. Borgmester Per Bach Laursen.
16.20 - Oplæg v. Konsul for Moldova, Asser Mortensen - “mysteriet - danskerne”.
16.35 - Musikalsk indslag m. Gospelgruppen Trompet fra Congo.
17.30 - Oplæg v. Sognepræst Lone Primdahl Dolmer - "Mødet på tværs af alder, kulturer og religion".
17.45 - Musikalsk indslag m. Kulturskolens børnekor.
18.25 - Oplæg v. udvekslingsstuderende fra Vesthimmerlands Gymnasium og HF - "Kulturelle forskelle".
18.40 - Ukrainsk folkedans.
19.00 - Tak for denne gang.
Rotary
Meet the Locals
Løgstør Idrætsforening
Løgstør Håndboldklub
FDF Vester Hornum
Aalestrup IF (Basket)
Vesthimmerlands Biblioteker
Ukrainsk forening
Aars Kirke – International fællesspisning
Kulturel forening i Vesthimmerland
Gadekøkkenet
Jazzy’s Cafe & Shop
Zab Zab Thai
HEG fødevareafdeling
Vesthimmerlands Gymnasium og HF
Sprogcenter (HF og VUC Nord)
Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser
Outline Vinduer
Danpo
HimmerLand
Agri Nord
Spar Nord
Jeld-Wen
Go Vest (Erhverv Væksthimmerland)
International House
Sundhed/SoSu Nord
Jobcenter Vesthimmerland
Rengøringsenheden
Naturekspeditionen