De bedste spareråd til vinteren

Publiceret 26-10-2022

El og varme er blevet dyrt, fordi der mangler energi i Europa. Sparer vi på energien sammen, sikrer vi, at der er energi nok til alle gennem vinteren. Og på den måde bliver din el- og varmeregning også mindre. Energistyrelsen giver os de bedste spareråd til sæsonen, så vi kan komme igennem den på den mest energibesparende måde.

Vinteren er over os, og vi skruer alle op for varmen. Ved at følge de bedste spareråd i denne sæson kan du gøre din el- og varmeregning mindre. De bedste spareråd lige nu er:

Skru ned for varmen

Du sparer 5 % på varmeforbruget, hver gang du skruer én grad ned. Sæt termostaterne ens i alle rum, og hold mindst 18 grader, så der ikke kommer skimmelsvamp.

Se, hvordan du får et mindre varmeforbrug her

Brug mindre varmt vand

Du bruger cirka 1/3 af dit varmeforbrug på varmt vand. Spar på varmen ved at tage kortere, koldere bade og vaske hænder i koldt vand.

Se, hvordan du sparer på det varme vand her

Sluk for unødvendigt strømforbrug

Gennemgå strømforbruget derhjemme, og vurder, hvilke apparater du har behov for. Måske kan du skifte til LED-pærer eller slukke den gamle kummefryser.

Se, hvordan du går elforbruget igennem derhjemme

Sluk for radiatoren, mens du lufter ud

Du kan spare på varmen med gode udluftningsvaner. Luft ud i 5 minutter ad gangen med gennemtræk flere gange om dagen, og skru ned for varmen i god tid inden.

Læs mere om et sundt indeklima og udluftning her

Brug strømmen, når den er billigst

Prisen på strøm varierer time for time, og den er typisk billigst, når der produceres meget vind- og solenergi. Vil du være sikker på altid at bruge den billigste strøm, kan du følge elprisens udvikling time for time et helt døgn frem lige her.

Se, hvornår strømmen er billigst

På SparEnergi.dk kan du se endnu flere spareråd. Her kan du også få gratis rådgivning af Energistyrelsens Rådgivningstjeneste, hvis du har brug for hjælp til at gå din bolig igennem og se, hvordan du kan klæde den bedre på til at stå imod vinteren.

Læs mere her 

Om kampagnen

Hvis vi alle skruer lidt ned, bruger lidt mindre og finder alternativer, får vi ikke kun store energibesparelser. Vi kommer også tættere på at blive uafhængige af olie og gas. Det giver os på sigt en mere sikker energiforsyning – og i sidste ende betyder det en grøn energiforsyning. Så når vi sammen sparer på energien, er det godt for pengepungen, for klimaet og for en mere sikker energiforsyning.