Sammen sparer vi på energien

Publiceret 03-10-2022

Efteråret er her, og fyringssæsonen står for døren. Der er store energibesparelser at hente ved at følge rådene, så du både sparer energi lige nu og til vinter.

De bedste spareråd lige nu

Lige nu og her kan du med få ændringer i både din bolig og dine daglige energivaner hente en mærkbar besparelse – både på dit energiforbrug og din pengepung – langt ind i vinteren. Her er de 4 bedste råd.

Forbered din bolig til vinter

Selv små energioptimerende tiltag i dit hjem kan sikre dig store besparelser på varmeregningen – det behøver ikke at være stort og omfattende. Fx er der meget at hente ved at tætne små huller og sprækker i hjemmet og ved at gøre varmeanlægget klar til vinter. Du kan se her, hvordan du kommer i gang her.

Brug strømmen, når den er billigst

Prisen på strøm varierer time for time, og den er typisk billigst, når der produceres meget vind- og solenergi. Vil du være sikker på altid at bruge den billigste strøm, kan du følge elprisens udvikling time for time et helt døgn frem på SparEnergi.dk. Se, hvornår strømmen er billigst.

Tag kortere bade

Hvis en familie på fire personer alle korter deres varme bad ned med 2 minutter om dagen, kan I spare omkring 6.000 kr. om året. Læs mere om at spare på vandet her.

Tjek dit varmeanlæg

Med små justeringer kan dit varmeanlæg blive mere energibesparende. Fx kan et serviceeftersyn sikre, at anlægget kører allermest effektivt gennem hele vinteren. Se vores guide til, hvordan du ser dit anlæg igennem.

SparEnergi.dk kan du se endnu flere spareråd. Her kan du også få gratis rådgivning af Energistyrelsens Rådgivningstjeneste, hvis du har brug for hjælp til at gå din bolig efter i sømmene.

Om kampagnen

Hvis vi alle skruer lidt ned, bruger lidt mindre og finder alternativer får vi ikke kun store energibesparelser. Vi kommer også tættere på at blive uafhængige af olie og gas. Det giver os på sigt en mere sikker energiforsyning – og i sidste ende betyder det en grøn energiforsyning. Så når vi sammen sparer på energien, er det godt for pengepungen, for klimaet og for en mere sikker energiforsyning.

Lær mere her