Sabbatår førte Maylor ud på en helt ny karrierevej

Publiceret 26-09-2022

Den 19-årige kvinde fra Congo uddanner sig til SOSU-assistent og er allerede ansat af Vesthimmerlands Kommune.

Maylor Ngoma var helt sikker på, at hun efter HF-eksamen skulle begynde på UCN for at læse til sygeplejerske. Hun havde søgt ind og stod klar på ventelisten til at springe på et liv i den hvide kittel. Ventetiden tilbragte hun som ufaglært i hjemmeplejen i Vesthimmerlands Kommune. Og her fik hun øjnene op for en helt ny karrierevej.

- Jeg blev bare forelsket i hverdagen i hjemmeplejen, og så kom jeg i tvivl, om sygeplejerske nu også ville være det rigtige for mig. En kollega foreslog mig i stedet at søge ind på SOSU assistent-uddannelsen, men det havde jeg da godt nok aldrig forestillet mig. Men jeg havde jo oplevet, at hverdagen som SOSU assistent bare handler om så meget, så den 12. august begyndte jeg på Grundforløb 2 på SOSU Nords afdeling i Aars. Det er bare helt fantastisk, smiler 19-årige Maylor Ngoma. Hun er født i Congo. I 2010 kom hun med sin familie til Danmark. De første år boede de i Farsø, men de sidste to år har de boet i Aars.

- For mig betyder det rigtigt meget, at jeg kan tage noget af min uddannelse tæt på min bopæl. Det giver en vis tryghed. Nu bliver jeg mere klar til at tage det næste skridt på SOSU Nord i Aalborg.

Gøre en forskel for andre

Maylor Ngoma er en empatisk kvinde. I hjemmeplejen blev hun straks tiltrukket af muligheden for at gøre en forskel for andre. At tage et medansvar for at ældre borgere, der trænger til hendes hjælp, bliver behandlet godt og får den støtte, som de har brug for.

- Det giver dem livskvalitet, men det giver bestemt også mig livskvalitet, at jeg efter en arbejdsdag er sikker på, at jeg med min faglighed har hjulpet andre, og at de synes, jeg har gjort en forskel. Jeg oplever kun, at de ældre er rigtigt taknemmelige for at få hjælp.

- For mig er det vigtigt at skabe en god relation til borgerne, og at vi har en god kommunikation. Når jeg tager min uniform på, er jeg Maylor i hjemmeplejen. Jeg er en fagperson, der besøger borgere, der har brug for hjælp. Jeg er ikke en privat veninde, så det er vigtigt at være både nærværende og empatisk men samtidig holde den faglige professionelle distance. Jeg kommer meget tæt på andre mennesker, så det er vigtigt, at jeg ikke kommer til at overtræde deres private tærskel, og det synes jeg allerede, jeg lærte mens jeg havde mit sabbatår i hjemmeplejen, forklarer Maylor, der er en den yngste i klassen på Grundforløb 2.

En helt fantastisk klasse

- I begyndelsen var jeg lidt nervøs for, hvordan de andre ville se på mig. Vi rummer mange forskellige kulturer, både aldersmæssigt, geografisk og menneskeligt. Alle er ældre end mig, nogle kommer fra andre lande, mens andre igen har både mand og børn, så vi er forskellige steder i livet. Men vi har en helt fantastisk klasse, hvor vi har det rigtigt godt indbyrdes. Vi er jævnligt sammen til sociale arrangementer, og vi er gode til at hjælpe hinanden, hvis der er behov for det. Stemningen i klassen er også med til at give tryghed, når vi i januar skal videre på hovedforløbet i Aalborg. Desuden bliver flere af os jo også kolleger, når vi er færdige med uddannelsen, påpeger Maylor, der er ansat af Vesthimmerlands Kommune, der tilbyder at ansætte alle på Grundforløb og Hovedforløb på elevløn.

Og så håber Vesthimmerlands Kommune selvfølgelig, at Maylor ønsker at blive ansat i kommunen efter endt uddannelse.

- Det er jeg helt klar til. Drømmen om at blive sygeplejerske er lagt på hylden, i hvert fald for en stund. Jeg glæder mig til at fortsætte som SOSU assistent i Vesthimmerlands Kommune, fastslår hun.

FAKTA om SSA-uddannelsen

Optagelseskriterie: Folkeskolens 9. klasse eksamen i dansk og matematik.
Grundforløb 2: Varighed 20 uger og kan gennemføres på lokal afdeling af SOSU nord i Aars
Hovedforløb: 2 år og 9 mdr. vekseluddannelse med skole og praktik forgår i Aalborg
Jobmuligheder: Ældreplejen, psykiatrien, bosteder, sygehuse
Karrierevej: giver mulighed for at søge på sygeplejestudiet og andre mellemlange videregående uddannelser.