Der sker rigtig meget på vores havne

Publiceret 24-05-2023

De kommende to år vil der ske flere anlægsprojekter på Rønbjerg Havn.

Rønbjerg Havn
I Vesthimmerland har Byrådet og Teknik & Miljøudvalget sat ekstra fokus på vores havne langs vores skønne Limfjordskyst. Nyeste skridt er en godkendelse af visionerne for Rønbjerg Havn, hvor der de kommende to år arbejdes med projekter og anlæg, som skal forskønne og udvikle havnen på flere områder.
 
  • Første prioritet i visionsplanen i Rønbjerg Havn er en ny nordbro til fiskere, gæstesejlere og ikke mindst mindre både, der bruger slæbestedet.
  • Anden prioritet er at anlægge en ny bus-sløjfe, så den offentlige transport ikke skaber usikkerhed lige foran færgelejet og de gæster, der skal af og på færgen til naturperlen Livø.
 
Det administrative og dialog-søgende arbejde er i fuld gang, blandt andet i samarbejde med COWI, som står for projekteringen.
 
Udvalgsformand for Teknik & Miljøudvalget, Allan Ritter, siger om visionerne i Rønbjerg:
 
- Det glæder mig rigtig meget, at vi har fået budget-penge til at komme rigtigt i gang med havnen i Rønbjerg. Her har vi en fantastisk dialog med brugerne af havnen, hvilket udover et rigtig godt samarbejde sikrer, at vi får prioriteret de vigtigste udviklingsprojekter for området først. siger Allan Ritter og fortsætter:
 
- Og så må vi bare sige, at vi er rigtig godt i gang med at udvikle og forskønne vores havne, hvilket også kan ses tydeligt i Hvalpsund - og i nærmeste fremtid i Rønbjerg og senere i Løgstør med den kommende nye marina. Visioner og konkrete anlæg, der med sikkerhed løfter vores havne og tilhørende områder til glæde for både brugere, borgere og turisterne.
 
Det synlige anlægsarbejde i Rønbjerg vil påbegynde i slutningen af året eller senest i begyndelsen af 2024. Der er afsat i alt seks mio.kr.