Aggersund er strategisk godt placeret – et af de vigtigste knudepunkter i Nordjylland, hvor mange tusinde biler passerer hver eneste dag, anslået hele 9200 biler. Der er et enormt potentiale, som hidtil ikke er blevet udnyttet til fulde. Det bliver der nu lavet om på, når både private investorer og Vesthimmerlands Kommune i de kommende år bruger flercifrede millionbeløb til at udvikle området.
Det er ikke kun den strategiske placering, hvor Aggersund er porten til Nordjylland, når alle som skal besøge vestkysten fra øst skal denne vej, der gør byen og området attraktivt. Også de naturskønne omgivelser, den historiske fortid og det stærke lokalsamfund gør, at byen er noget helt særligt. Aggersund er en unik kombination af det hele, og derfor er det vigtigt, at byen er godt rustet til at imødekomme fremtidens behov. Samtidig er målet med udviklingen at øge turismen og tiltrække nye tilflyttere.
Områdefornyelse
I starten af året blev der afholdt flere workshops i Aggersund, hvor hundredvis af engagerede borgere i og omkring Aggersund var en stor hjælp ift. at pege på og prioritere i de projekter, som de mente var vigtigst for at udvikle Aggersund i den rigtige retning.
Der er bl.a. afsat penge til at forbedre byens infrastruktur og skabe bedre rekreative områder. Fornyelsen omfatter forbedringer af stier, veje og havnefronten, samt en generel opgradering af området omkring Aggersborg. Disse initiativer sigter mod at gøre byen mere tilgængelig for turister og samtidig forbedre livskvaliteten for de lokale borgere.
- Vi investerer ca. 20 mio.kr. i Aggersund og ved Aggersborg. Midlerne skal fordeles mellem Aggersborg, Aggersund by og Aggersund Nordkajen og sker i et rigtig godt samarbejde med indkaldte borgergrupper, siger borgmester i Vesthimmerlands Kommune Per Bach Laursen, der også er både glad og lettet over, at Aggersund snart er ryddet for biler, som længe har præget byens udseende og fortælling.
Arbejdet med lokalplanen for det trekantede areal, hvor bl.a. den gamle korn- og foderstofforretning lå, forventes igangsat i efteråret 2024 og forventes vedtaget i efteråret 2025. Som forarbejde til lokalplansprocessen har Vesthimmerlands Kommune og projektudvikler haft mange drøftelser for at ramme et realistisk og indpasset projekt.
- Vi har været meget glade for det gode samarbejde med Vesthimmerlands Kommune, hvor vi ved fælles hjælp er nået frem til disponeringen af Trekanten, siger Jimmy Foldager Madsen, projektudvikler/privat investor i Aggersund.
I processen for lokalplanlægning vil der ske en yderligere bearbejdelse, hvorefter et forslag til lokalplanen sendes i offentlig høring. Efter høringsperioden kan høringssvarene evt. give anledning til yderligere justeringer af projektet inden endelig version kan godkendes politisk og træde i kraft.
Trekanten - nyt samlingssted i Aggersund
Et af de mest markante projekter i Aggersund er "Trekanten" - et privat initiativ, som har fået politisk opbakning. Projektet er drevet af den førnævnte lokale iværksætter og investor, Jimmy Foldager Madsen, der er vokset op i Aggersund. Ambitionen er ikke blot at forskønne indgangen til Aggersund, men også at gøre byen mere attraktiv for både besøgende og fastboende.
De foreløbige planer og visioner er at omdanne området omkring Aggersundbroen til et moderne byområde med 3000 m2 butikker (2 stk. med dagligvarer/udvalgsvarer), restauranter, tankanlæg, vaskehal, ladestandere, infocenter og mulighed for boliger.
Formand for Teknik & Miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune, Allan Ritter, siger om Aggersund og arbejdet med lokalplanerne:
- Vi håber da, at Aggersund kan blive kendt for Aggersborg på UNESCOS Verdensarvsliste og en ny indgang til byen med handelsområde og ny udvikling. Nu har vi givet vores opbakning til den store udviklingsplan, hvor det glæder mig, at det er et privat initiativ, siger Allan Ritter og bliver suppleret af Jimmy Foldager Madsen:
- Vi har fået flere henvendelser fra interesserede, som gerne vil være på Trekanten, men efter aftale med kommunen har vi holdt planerne for os selv indtil nu. Det har været vigtigt for os at det som nu offentliggøres, også er afstemt i kommunen. Der er på den baggrund heller ikke lavet aftaler med nogen interesserede endnu. I løbet af efteråret går vi videre med de henvendelser, som er kommet, og hvis andre byder sig til, vil dette vil ske i takt med lokalplanens gennemførelse, fortæller Jimmy Foldager Madsen.
I Aggersund er der desuden stort fokus på at udnytte det store UNESCO-potentiale med Aggersborg og to store naturgenopretningsprojekter vest for vikingeborgen.