Byrådsseminar med det grønne fokus

Publiceret 11-06-2021

Torsdag og i dag har Byrådet i Vesthimmerland de to årlige seminar-dage, hvor der typisk er fokus på inspiration, fordybelse og temaer, som kommer til at optage byrådsarbejdet og Vesthimmerlands udvikling og indsatser den kommende tid.

Og 2021-udgaven bærer i allerhøjeste grad præg af den grønne omstilling, hvor Vesthimmerland har forpligtet sig til at være førende og topambitiøse på landsplan sammen med 19 andre kommuner igennem klimaprojektet “DK2020”.
 
I dag har vores byråd besøgt Vesthimmerlands Forsyning i Oudrup, hvor affald, genbrug, genanvendelse og deponi blev udgangspunktet for viden og inspiration til kommende grønne omstillinger og indsatser i samspillet mellem forbruger, kommune, virksomheder og vores forsyningsselskab. Her er der også et stort fokus på at bevidstegøre betydningen af forskellige indsatser til vores børn og unge, når skolerne besøger skraldeskolen og klima-klassen.
 
Også Vesthimmerlands Biogas mellem Haubro og Farsø var værter for et besøg, hvor moderne energiproduktion blev fremvist med ambitioner om at skabe endnu mere grøn energi, der i dag rækker til 20.000 hustande. I dag kan Vesthimmerlands Biogas eksempelvis modtage 275.000 tons biomasse årligt, hvilket stammer fra lokale landmænd og virksomheder som Himmerlands Kød, hvorefter det på biogas-anlægget reducerer klimaaftrykket.
 
Selvom vi i Vesthimmerland har taget mange spændende og ambitiøse skridt i den grønne omstilling, så blev torsdagen også udnyttet til at besøge inspirerende energianlæg hos Green Lab i Skive og Hydrogen Valley i Hobro.