Vestergade, Borgergade, Jernbanegade og Aagade er forandret i Aalestrup. De har nemlig fået et gevaldigt løft. Midtbyen har fået nye flotte belægninger på veje og fortov samt nye træer. Til samvær og afslapning er der placeret bænke og borde rundt omkring i midtbyen. Torvet er også blevet forskønnet med ny belægning og nyt lys. Vestergade har fået en parkeringsplads, så man kan holde centralt i midtbyen.
Midtbyen vil naturligvis blive indviet, når restriktionerne for Covid-19 tillader det.
Baggrund for vejrenoveringen
Baggrunden for vejrenoveringen sker i forbindelse med Vesthimmerlands Forsynings kloakprojekt i midtbyen. Vesthimmerlands Kommune har afsat ekstra midler, så det har været muligt at udføre en anden type belægning på veje og fortove. Projektet er gennemført i samarbejde med en gruppe lokale aktører. Ved dette vejrenoveringsprojekt håber Vesthimmerlands Kommune at løfte området og få mere liv til midtbyen i Aalestrup igen.