Destination Himmerland, turismesamarbejdet mellem Mariagerfjord og Vesthimmerlands kommuner, skal have ny turistdirektør. Efter fem år i spidsen for turismeerhvervet i Vesthimmerland og siden 2020 i den samlede himmerlandske destination har 51-årige Jimmi Stæhr-Petersen opsagt sin stilling efter svære overvejelser om sit fremtidige arbejdsliv:
- En beslutning, der på ingen måde falder mig nem. Jeg er og har været rigtig glad for mit arbejde og den store tillid som bestyrelsen har vist mig med at stå i spidsen for etableringsprocessen af Destination Himmerland, som en særlig unik turistdestination i Danmark. Vi har fået skabt et stærkt fundament og ikke mindst et samarbejde og samhørighed geografisk i destinationen mellem vest og øst, siger Jimmi Stæhr-Petersen og forklarer baggrunden:
- Min opsigelse er et livsvalg, hvor jeg gør op med et personligt afsavn i hverdagene. Børnene er flyttet hjemmefra og min kone Ninna har en tidskrævende direktør-stilling i Odense, som ikke harmonerer med den ønskede tid sammen, der placerer os i hver vores ende af landet. Derfor har jeg sagt ja til en stilling som forretningsudvikler i Visit Odense og samtidig tilvalgt min familie, siger Jimmi Stæhr-Petersen og understreger, at beslutningen har været svær, men kombinationen af en unik jobmulighed og samling af familien var en nødvendig prioritering.
Bestyrelsesformand for Destination Himmerland, Peter Hansen, siger:
- Det var med stor beklagelse, at jeg modtog opsigelsen fra Jimmi. Men jeg har stor respekt for hans valg, ligesom jeg mener, at han som turistdirektør afleverer Destination Himmerland et rigtig godt sted. Så vi takker Jimmi for den store indsats og ønsker ham god vind i Odense. Nu går vi i gang med at sikre den bedste proces hen mod at finde en ny turistdirektør – en stilling, som jeg er sikker på er attraktiv for mange, siger Peter Hansen.
Jimmi Stæhr-Petesen vil fortsætte som turistdirektør i Destination Himmerland til udgangen af november.